Døgnrapporten i Hadsten: fredag den 8. oktober

Profilbillede
dato

Hadsten er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 11.30

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.30 en 26-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for besiddelse og salg af narkotika. 

Torsdag omkring kl. 20.30 foretog politiet en ransagning af mandens lejlighed i Randers SV på baggrund af et tip. 

I lejligheden fandt betjentene en del dopingenheder og flere salgsposer med kokain samt nogle kontanter, som politiet mistænker stammer fra narkosalg. Desuden blev der fundet en digitalvægt med narkorester.  

Ud over stofferne beslaglagde politiet også en peberspray, som lå i hjemmet. 

**

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 12.00

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 12.00 en 26-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for røveri begået torsdag kl. 18.10 mod Rema1000 på Nordre Strandvej i Risskov. 

Her stjal han ifølge sigtelsen flere madvarer, inden han gik ud af butikken uden at betale. Et par medarbejdere løb efter og tilbageholdt ham. I den forbindelse slog den 26-årige ifølge sigtelsen en den ene af dem, mens han råbte flere trusler rettet mod medarbejderne. 

Da politiet kom frem kort efter, blev den 26-årige anholdt og sigtet. Den anholdte har en række verserende tyveri-sager, og han fremstilles derfor i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. 

**

 

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 12.30

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl.12.30 tre mænd på 26, 26 og 20 år. De sigtes for flere indbrud og tyveriforhold begået torsdag i Bjerringbro, Ulstrup og Randers. 

Ifølge sigtelsen stjal de tre mænd en bil fra en p-kælder i Thorsgade i Randers C, hvorefter de kørte rundt for at begå forskellige former for tyveri. 

Mændene stod ifølge sigtelsen bag et tyveri på en byggeplads i Bjerringbro kl. 9.55, hvor de stjal en del værktøj. 

De sigtes desuden for kl. 10.44 at have forsøgt at stjæle en trailer i Vester Velling ved Ulstrup – det mislykkedes dog, da de blev opdaget af en borger. 

Kl. 10.56 stjal de tre mænd ifølge sigtelsen noget værktøj og en benzindunk fra en garage i Vester Velling, og kl. 12.52 var de så på spil på Nørre Boulevard i Randers C. 

Her stjal de flere værdigenstande, bl.a. et par bærbare computere, fra to kælder, som de var brudt ind i. 

Politiet var efter tyveriforholdene i Ulstrup opmærksomme på den bil, som gerningsmændene kørte rundt i, og da den blev set holdende på en vej i Randers C, stillede flere patruljer sig klar i området. 

Her opdagede politiet de tre mænd komme gående fra en kælderopgang på Nørre Boulevard med flere koster i hænderne. De blev herefter alle anholdt og sigtet. 

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde ud af, om mændene kan have stået bag flere forhold.  


**

 

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 15.15

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 15.15 en 23-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. 
Den 23-årig blev for nyligt udvist af Danmark med et forbud om at rejse ind i landet igen. 

Alligevel dukkede han torsdag morgen omkring kl. 7.30 op på Randers Banegård. Her gik han beruset rundt på stedet og kom gentagne gange retur, selvom vagterne havde bortvist ham. 

Til sidst blev politiet tilkaldt. Manden afviste at fortælle, hvem han var og foregav ikke at kunne forstår dansk eller engelsk. 

På stationen blev hans fingertryk aflæst, og på den måde fandt politiet frem til den 23-åriges identitet. Han blev herefter sigtet for ulovligt opholdt og tilbageholdt på Udlændingeloven. 

Den 23-årige er afghansk statsborger, men har p.t. opholdstilladelse i Sverige. Udlændingestyrelsen har resolveret, at han igen skal udvises af landet, og ved grundlovsforhøret, vil anklagemyndigheden anmode om, at han kan tilbageholdes, indtil udvisningen kan effektueres. 

** 

 

38-årig sigtet for at skubbe og sparke anden mand

En borger så torsdag omkring kl. 11.40, at en mand skubbede en anden mand omkuld midt på vejen på Jægergårdsgade i Aarhus C. Da manden begyndte at sparke den anden mand, mens han lå ned, løb borgeren til undsætning og tilbageholdt manden, der sparkede. 

Politiet blev tilkaldt, og kort efter overtog en patrulje den 38-årige tilbageholdte mand. 

Den forurettede var en 58-årig mand, som blev kørt til skadestuen, men ikke umiddelbart var kommet alvorligt til skade. Ifølge den 58-årige kender han ikke den 38-årige, og motivet for overfaldet er endnu ukendt. 

Den 38-årige blev anholdt og sigtet for vold. 

**

 

Falske bankmænd på spil igen

Østjyllands Politi fik torsdag to anmeldelser om ældre kvinder, der var blevet snydt af svindlere, der udgav sig for at være fra banken. 

Omkring kl. 11.30 blev en 77-årig kvinde fra Brabrand ringet op af en mand, der sagde han var fra hendes bank. Han fortalte, at nogen havde forsøgt at hæve penge på hendes konto, og at hun derfor skulle have et nyt kreditkort. Han lokkede kvinden til at udlevere koden til kortet, og sagde, at han ville sende en medarbejder forbi hendes adresse for at hente det. 

Kort efter dukkede en mand op, som kvinden udleverede kortet til. Kvinden fik dog senere mistanke om, at noget var galt, og hun nåede at få kortet spærret, inden der blev hævet penge på det. 

Samme fremgangsmåde blev brugt mod en 88-årig kvinde fra Aarhus N, som også blev ringet op og fik besøg af en ”bankmedarbejder”. Her nåede gerningsmændene dog at hæve flere tusinde kroner på det udleverede kort. 

Gode råd fra politiet
Østjyllands Politi har set flere sager med samme fremgangsmåde, hvor ældre mennesker bliver snydt af personer, der udgiver sig for at være fra banken eller lignende. 

Du skal aldrig give koder, NemID- eller kreditkortoplysninger i telefonen. Er du i tvivl om, hvorvidt der er banken, der ringer, så lav et kontrolopkald ved at bede vedkommende om at oplyse sit navn og evt. den afdeling, han er ansat i. Læg på og ring så selv op til din banks hovednummer og spørg efter vedkommende – på denne måde kan man få afklaret, om vedkommende vitterligt er ansat i banken.

Svindlerne går ofte målrettet efter ældre personer, hvorfor politiet også opfordrer børn eller børnebørn til at tage en snak med deres ældre familiemedlemmer og advare dem om denne fremgangsmåde samt vejlede i, hvordan man kan undgå at blive snydt.

**

Smed pose med stoffer ud af vinduet

En patrulje fattede torsdag kl. 21.00 mistanke til en 23-årig mand, som kørte rundt i en bil på Søndre Ringgade i Aarhus C. Da betjentene satte blinket til og kørte efter den 23-årige, rullede han den ene bilrude ned og smed en pose ud af vinduet. 

Kort efter holdt han ind til siden, og mens den ene af betjentene tog kontakt til ham, gik den anden tilbage og fandt posen, der var smidt ud af bilen. I posen lå flere salgsposer med hash og skunk, og den 23-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

På passagersædet lå en taske med flere tusinde kroner i kontanter. Da politiet mistænker, at de stammer fra narkosalg, blev pengene beslaglagt sammen med stofferne. 

**

 

Færdsel 

Torsdag kl. 7.21 skete der et færdselsuheld i krydset Tordenskjoldsgade/Otte Ruds Gade i Aarhus N. En 28-årig mandlig bilist kørte frem i krydset og ramte ind i en 57-årig kvindelig cyklist. Cyklisten blev kørt til skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Torsdag kl. 12.15 skete der et færdselsuheld i kryds et Hornbjergvej ved Hornslet. En 26-årig mandlig motorcyklist overhalede en lastbil, hvorefter han ramte ind i en bil, der kørte foran lastbilen og var i færd med at foretage et venstresving. Motorcyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Torsdag kl. 14.16 skete der et færdselsuheld i krydset Herredsvej/Torpevænget i Aarhus V. En 30-årig kvindelig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en bil ført af en 64-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 30-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Torsdag kl. 17.24 skete der et færdselsuheld på Viby Ringvej i Åbyhøj. En 68-årig mand mistede kontrollen over sin knallert, kørte ind i en mur og væltede ned på vejen. Den 68-årige blev efterfølgende kørt til behandling for nogle brud på kroppen. En undersøgelse af knallerten viste, at den var tunet og kunne køre en del mere end tilladt. Politiet mistænker desuden, at den 68-årige kan have været påvirket af alkohol under kørslen. Han er derfor p.t. sigtet for spritkørsel og for at køre på en tunet knallert. En blodprøve skal nu afklare, om manden havde for høj en promille til at køre. 

Torsdag kl. 18.05 skete der et færdselsuheld på Holmstruphøjvej i Holmstrup ved Aarhus V. En 21-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 54-årig kvinde, hvorefter to andre biler også blev ramt. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 21-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. 

Natten til fredag kl. 00.34 blev en 51-årig mand anholdt og sigtet for at køre spritkørsel på sin knallert, da han blev standset af en patrulje på Neder Hadstenvej i Hadsten

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Nyvangsvej i Harlev begået onsdag d. 6/10 mellem kl. 9.00 og kl. 15.00
På Nørreport i Ebeltoft begået torsdag d. 7/10 mellem kl. 11.00 og kl. 11.15
På Krathusvej i Risskov begået mellem lørdag d. 2/10 kl. 7.00 og torsdag d. 7/10 kl. 13.00
På Århusvej i Trustrup begået torsdag d. 7/10 kl. 23.46
 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi