Elever har indrettet nyt bibliotek og fået læselyst gennem projektet Bogspiser

Foto: Favrskov kommune.
dato

5. B på Haldum-Hinnerup Skolen har deltaget i projektet 'Bogspiser', som har givet læseglæde, nye bøger og et nyt biblioteksmiljø indrettet efter elevernes ønsker.

5. B på Haldum-Hinnerup Skolen har fået mulighed for at deltage i projektet 'Bogspiser'. Det har givet klassen ikke kun nye bøger på hylderne, men også en helt nyindrettet del af biblioteket, hvor læseglæde er kommet i fokus. Eleverne har haft indflydelse på udformningen, og det har resulteret i flere læsekroge, madrasser, afskærmede områder, et ur, en tavle, pynt i loftet og en kasse med læsebamser – alt sammen med til at gøre læseoplevelsen mere hyggelig og mindre støvet.

I projektet har der været penge til at købe netop de bøger, eleverne i 5. B helst vil læse, nemlig to bøger pr. elev. Projektet har også betydet, at eleverne har fået mulighed for at fremlægge for forældre og lærere om, hvordan og hvor de bedst kan lide at læse, samt hvordan lokalet bedst indrettes til dette formål. Medbestemmelse og inddragelse har været centralt, så eleverne har kunne præge både valget af bøger og indretningen af biblioteket.

Formålet med 'Bogspiser' er først og fremmest at styrke børns læseglæde og samtidig fremme samarbejdet mellem folkebiblioteket og skolen. I 5. B har det blandt andet betydet, at klassen har lært bibliotekar Mie Henriksen fra Favrskov Bibliotekerne at kende, som har deltaget aktivt i processen.

Også i danskundervisningen er det tydeligt, at elevernes engagement er steget. Med deres egen indretning af biblioteket oplever flere elever, at de har lyst til at tage en bog og fordybe sig. Nu ønsker klassen at skabe læsekroge i klasselokalet, fordi det styrker koncentrationen og lysten til at læse.

Projektet tager udgangspunkt i inspiration fra Læsesporet, bibliotekernes fælles portal for sprog- og læseindsatser. 'Bogspiser' foregår altid på 5. årgang i Favrskov Kommune, hvor der følger midler med til bogindkøb. I år har 5. B på Haldum-Hinnerup Skolen og 5. A på Hadbjerg Skole fået ekstra 20.000 kr. hver, øremærket til indretning af biblioteksrummet, for at undersøge, hvad indretningen betyder for læseglæden.

Projektet har vist, at medejerskab og indflydelse giver mere lyst til at læse, og at det fysiske miljø spiller en vigtig rolle for børns læseglæde.

https://favrskov.dk/nyheder/medbestemmelse-og-hyggekroge-skaber-laeseglaede

Kilde: Favrskov Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.