Ved hjælp af puljemidler har Favrskov Kommune inviteret ældre borgere i kommunen på en hyggelig juletur til Tivoli Friheden i Aarhus. På turen vil de blandt andet opleve en koncert med Stig Rossen. Turene er blevet muligt via midler fra en statslig aktivitetspulje til sårbare ældre.
Favrskov Kommune har inviteret omkring 1.200 borgere på Tivoli Friheden. Det er plejehjemsbeboere og ældre, der modtager hjemmepleje, aktivitetstilbud og daghjemstilbud der er blevet inviteret.
Der er reserveret hele fire dage til Favrskov-besøg i Tivoli Friheden og de borgere der har fået en skriftlig personlig invitation, vil alle skulle af sted med andre borgere fra deres nærområde.
Det vil i øvrigt være muligt at invitere en ledsager eller pårørende med.
De fire dage og områder er fordelt således:
22. november Favrskov Vest – Hammel
23. november Favrskov Øst – Hinnerup
30. november Favrskov Vest – Thorsø, Ulstrup, Laurbjerg
6. december Favrskov Øst – Hadsten, Voldum
Selve arrangementet vil starte i forlystelsesparkens koncerthus, hvor de vil høre Stig Rossen give koncert. Efter koncerten vil der være risengrød, juleøl, te, kaffe og småkager til alle.
Inden turen går retur, er det muligt for alle, at komme en tur rundt i Tivoli Friheden, som vil være julepyntet.