Mandag d. 27. marts lancerer Favrskov Bibliotekerne en ny digital løsning, der gør det muligt at låne og aflevere dit biblioteksmateriale med mobilen.
Lån & Aflever er en ny funktion i den gratis Biblioteket-app som mange af bibliotekets brugere allerede er glade for at bruge. Den gør det muligt at springe køen ved selvbetjeningsmaskinerne over og låne og aflevere materialer direkte på mobilen, ligesom vi allerede kender det fra indkøb i supermarkedet.
Man kan låne sit materiale på hele bibliotekets areal og direkte ved hylden mens aflevering skal foregå indenfor et afmærket område på bibliotekerne. Man kan selvfølgelig også stadigvæk låne og aflevere sine bøger som man plejer at gøre.
"Vi er meget stolte over at kunne præsentere denne nye funktionalitet for vores brugere og håber, at det vil give en større frihed og selvbestemmelse for den enkelte låner at kunne bruge sin egen mobil. Samtidig ønsker vi at forstærke brugernes oplevelse af et digitalt og sammenhængende bibliotek," fortæller administrativ leder for Favrskov Bibliotekerne Ulla Knudgaard Fisker.
Hvordan virker det?
Lån & Aflever ligger som en ny knap i bundmenuen i app’en. Første gang man skal bruge funktionen får man en vejledning i appen. Derudover står personalet selvfølgelig også klar til at hjælpe i den betjente åbningstid.
Funktionen virker på både Android og iOS mobiler. Det skal dog minimum være en iPhone 7 eller nyere og køre iOS 13 eller nyere. Funktionen kan ikke bruges på iPads, da de ikke understøtter NFC. De fleste Android-devices understøtter NFC og funktionen bør virke med alle Android-versioner.