Hadsten er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i politikredsen i dag.
***
Indbrud hos 99-årig på Majvej i Aarhus V
Søndag kl. 0235 kontaktede en 99-årig kvinde sin søn, idet der blev banket på hendes hoveddør samt vinduer. Hun blev meget bange, hvorfor hun lukkede sig ind på sit værelse, men kunne dog se en skikkelse gennem den let åbnede dør. Havedøren ind til stuen blev opbrudt med et koben og gerningsmanden trængte ind.
I mellemtiden havde hendes søn ringet 112 og flere patruljer var begyndt at køre frem til stedet.
Ved politiets ankomst til stedet, var gerningsmanden stukket af, men en hundepatrulje afsøgte området og der blev der fundet flere genstande, herunder et koben, som formentlig hidrørte fra gerningsmændene.
Kort efter standsede en patrulje to mænd tæt ved gerningsstedet. Begge mænd blev anholdt og sigtet, da de ikke kunne redegøre for, hvad de lavede der.
Den 99-årige forurettede var i god behold og kunne ikke umiddelbart se, at der var blevet stjålet noget i forbindelse med indbruddet. Hendes søn ankom til stedet umiddelbart efter politiet, for at tage sig af sin mor.
***
17-årig involveret i arbejdsulykke.
Søndag kl. 0110 kontaktede en 58-årig mand 112, idet han var kommet hjem på sin gård, beliggende på Forten nær Ulstrup, og havde fundet en 17-årig mand fastklemt under en gødningsspreder. Den 17-årige hjalp til på gården i sin fritid og havde gjort dette havde han gjort, siden han var barn. Den unge mand læste til dagligt til landmand og var ansat på en gård i nærområdet.
Ulykken var sket i forbindelse, at den unge mand ville frakoble en gødningsspreder fra en traktor. Under frakoblingen hoppede sprederen pludseligt af traktoren på en uhensigtsmæssig måde og den unge mand blev herefter fastklemt og kunne ikke komme fri.
Først efter 6 timer kom den 58-årige hjem og fandt den unge mand fastklemt med det ene ben under sprederen.
Den 17-årige var uden for livsfare, men var kommet slemt til skade og blev derfor hurtigt kørt på Randers Sygehus. Politiet underrettede den unge mands forældre, samt Arbejdstilsynet, der nu skal vurdere sagen videre.
***
Færdsel:
Lørdag kl. 09.18 blev en 45-årig mandlig bilist, anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han var blevet standset af en patrulje på Vester Boulevard i Randers.
Lørdag kl. 00.50 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en bilist på Skanderborgvej i Hadsten.
***
Indbrud:
Der er i det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands Politikreds.
På Bjergegårdsvej i Hinnerup begået mellem den 5/4 kl. 09.00 og den 8/4 kl. 14.00
På Klokkerfaldet i Aarhus V begået mellem den 4/4 kl. 13.25 og den 8/4 kl. 15.53
På Stationsgade i Risskov begået mellem den 5/4 kl. 23.58
På Majvej i Aarhus V begået den 9/4 kl. 02.35
På Præstevangsvej i Hasle begået mellem den 2/4 kl. 00.00 og den 8/4 kl. 19.30
På Blåmejsevej i Aarhus V begået mellem den 7/4 kl. 12.00 og den 8/4 kl. 12.30
På Havkærvænget i Tilst begået den 8/4 mellem kl. 14.30 og kl. 18.25