Østjyllands Politi modtog en anmeldelse kl. 19.57 om et røveri, der fandt sted på Søndergade i Hadsten. En 16-årig dreng blev udsat for røveri, efter han havde handlet i et supermarked. Da han kom ud, havde han sin pung i hånden, og to mænd bad ham om penge.
Drengen nægtede at give dem penge, hvorefter den ene mand trak op i blusen og viste noget, der lignede en pistol, mens han krævede penge. Drengen gav mændene nogle få hundrede kroner i kontanter, hvorefter de forlod stedet. Drengen fik kaldt på hjælp, og politiet blev kontaktet.
Østjyllands Politi fandt de to mænd, der er 24 og 25 år gamle, på en adresse i nærheden. Begge mænd blev anholdt og sigtet for røveri. De forklarede, at de havde bedt om penge, men hævdede, at de ikke havde truet drengen eller haft en pistol. Adressen blev ransaget, og de to mænd blev visiteret, men der blev ikke fundet noget våben.
Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere.