Har du lyst til at arbejde for et sikkert og sundt arbejdsmiljø på arbejdspladser i Midt- og Nordjylland? Har du en solid faglig baggrund, og kommunikerer du godt både mundtligt og skriftligt? Så er du måske en af vores nye kollegaer i Arbejdstilsynets Tilsynscenter Nord, hvor vi lige nu har flere ledige stillinger.
Vær med til at flytte arbejdsmiljø og motivere virksomhederne I Arbejdstilsynet er hverdagen præget af stærk faglighed, stort engagement og samarbejde om de gode løsninger. Som tilsynsførende fører du tilsyn med arbejdsmiljøet på private og offentlige arbejdspladser. Du udfylder professionelt myndighedsrollen og bruger samtidig dialog og vejledning til at motivere virksomhederne til at fremme et sikkert og sundt arbejdsmiljø.
Som tilsynsførende vil du opleve en stor alsidighed i opgaverne, herunder tilsynsbesøg alene eller med kolleger, undersøgelse af akutte ulykker, deltagelse i møder internt og med eksterne samarbejdspartnere samt skrivning af afgørelser. En del af din opgaveportefølje vil også være at føre tilsyn med arbejdsmiljøet for udenlandsk arbejdskraft og i den forbindelse have samarbejde med andre myndigheder.
Du kommer til at føre tilsyn inden for en række brancher og får mulighed for at arbejde med en bred vifte af arbejdsmiljøemner. Du får bred viden og indsigt i arbejdsmiljøet i mange forskellige brancher og virksomheder, og efter grundig oplæring forventer vi, at du med en dialogbaseret tilgang kan føre tilsyn og på egen hånd reagere over for de væsentligste arbejdsmiljøproblemer.
Om Tilsynscenter Nord I Tilsynscenter Nord er vi ca. 150 medarbejdere, hvoraf ca. 90 er tilsynsførende. Du kommer til at indgå i en af vores fire tilsynsgrupper, og samtidig bliver du en del af et stort og fagligt stærkt hold bestående af tilsynsførende, jurister og administrative supportere, som alle brænder for det gode arbejdsmiljø, og som du kan videndele og sparre med i det daglige.
I Tilsynscenter Nord dækker vi geografisk virksomheder i både Vest-, Midt-, Øst- og Nordjylland, og vi søger derfor tilsynsførende fra hele området, uanset bopælsgeografi. Vores center er beliggende i Hadsten, og vi har et lokalkontor i Nørresundby samt et supplerende udkørselssted i Karup.
Bliv vores nye kollega Vi forestiller os, at du:
- har en stærk faglig baggrund, der bygger på en mellemlang eller videregående uddannelse, fx som bygningskonstruktør, maskinmester, ingeniør, terapeut, psykolog eller kemiker
- kan identificere, analysere og risikovurdere arbejdsprocesser og -redskaber
- er interesseret i forskellige arbejdsmiljøproblemstillinger, fx ulykkesforebyggelse, maskinteknik, kemisk arbejdsmiljø, psykisk arbejdsmiljø og ergonomi
- har stærke dialog- og vejledningskompetencer
- er en stærk kommunikator både mundtligt og skriftligt og lægger vægt på, at dine skriftlige produkter har en høj kvalitet
- kan arbejde selvstændigt og struktureret samtidig med, at du inviterer til samarbejde og aktivt opsøger viden i systemer og hos kollegaer
- er vant til at navigere sikkert i forskellige it-systemer.
Du bliver ansat som tilsynsførende efter gældende overenskomst. Der vil være mulighed for at forhandle kvalifikationstillæg.
Har du en akademisk uddannelse eller er du uddannet bygningskonstruktør, ergo- eller fysioterapeut, ansættes du i henhold til overenskomsten for akademikere i staten. Er du maskinmester, ansættes du i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftalen for maskinmestre i land ellers ansættes du efter gældende overenskomst i staten på baggrund af din uddannelse.
Der vil være mulighed for distancearbejdsplads. Det er en forudsætning for ansættelse, at du har kørekort til bil.
Spørgsmål og ansøgning Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte en af tilsynscheferne: Ida Krarup på tlf.nr. 7220 9944, Michael Dam på tlf.nr. 7220 9889, Bjørn Dahl Lanther Sørensen på tlf.nr. 7220 9432 eller Lars Toft Pedersen på tlf.nr. 7220 9756.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Jóna Thomsen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5272.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest torsdag den 27. marts 2025. I den motiverede ansøgning ser vi gerne, at du forholder dig til, om der er brancher, du har særligt kendskab til eller interesse for, og hvordan du forestiller dig at kunne bidrage med dine kompetencer til opgaveløsningen.
Vi forventer at holde samtaler torsdag den 3. april, mandag den 7. april og torsdag den 10. april 2025.
Vi ser frem til at læse din ansøgning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Favrskov Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Arbejdstilsynet Tilsynscenter Nord Hadsten, Over Hadstenvej, 8370 Hadsten
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 27-03-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/d4425f89-7194-478b-b71a-18d3762d2829