Kirkesangere / korleder

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

 Opstart af ny korskole betyder, at vi samlet søger:

To kirkesangere på hhv. 12 timer/uge og 7,5 timer/uge

En spirekorleder på 8 timer/uge

 

Stillingerne kan kombineres alt efter kvalifikationer, kompetencer og interesse. Er du interesseret i flere eller færre timer, primært weekendarbejde eller aftenarbejde, så søg endelig en stilling hos os. Har du kompetencerne, er vi interesserede i at høre fra dig. I Hadsten Storpastoratet bliver du en del af et dygtigt kirkemusikerteam på 4 organister og 4 kirkesangere.

 

KIRKESANGERE

I Hadsten Storpastorat søger vi to kirkesangere. En stilling på 12 timer/uge med primær tilknytning til Sct. Pauls Kirke i Hadsten. En stilling på 7,5 timer med primær tilknytning til Ødum og Hadbjerg kirker.

Du har pligt til at gøre tjeneste ved andre kirker i overensstemmelse med de aftaler, menighedsrådene indgår/har indgået med hinanden i pastoratet.

 

Vi forventer, at vores kirkesanger er hjemmevant i den folkekirkelige liturgi og ønsker at tage aktiv del i den ved at hjælpe menigheden liturgisk undervejs i gudstjenesterne. Det er desuden kirkesangeren, der beder ind- og udgangsbøn samt hjælper til med uddeling af brød ved nadveren. Som kirkesanger er du forpligtet på salmerne i Den Danske Salmebog, Højskolesangbogen og 100 Salmer.

 

Ved kirkerne i Hadsten og Vissing søger vi en veluddannet klassisk sanger, der forstår at lede menighedssangen ved gudstjenester og kirkelige handlinger. Det vil også være ønskværdigt, hvis du i samarbejde med organisten lejlighedsvis kan bidrage med solistiske indslag ved højtiderne etc.

I Hadsten vil kirkesangeren hovedsageligt have et tæt musikalsk samarbejde med organist Steen Hansen.

 

Ved kirkerne i Ødum og Hadbjerg søger vi en kirkesanger, der udover at varetage den vokale del af liturgi og menighedssang såvel i som uden for kirken, kan opfylde eventuelle særlige musikønsker til tjenester eller andre kirkelige arrangementer efter aftale med præsten. Derudover skal kirkesangeren medvirke ved kirkelige aktiviteter, herunder fx sangaftner i vores konfirmandhus, ved enkelte konfirmand- og minikonfirmandtimer og være behjælpelig med praktiske opgaver i forbindelse med tjenester og andre kirkelige arrangementer. Vi forventer, at du har kendskab til både det klassiske kirkemusikalske repertoire og rytmisk sang. I Ødum og Hadbjerg kirker vil kirkesangeren hovedsageligt have et tæt musikalsk samarbejde med organist Anders Dohn.

 

Stillingerne som kirkesangere kan kombineres med stillingen som spirekorleder. Kirkesangerstillingerne ønskes besat så hurtigt som muligt.

 

SPIREKORLEDER

Hadsten Storpastorat har en vision om at styrke korarbejdet – derfor søger vi endnu en korleder til vores nyoprettede korskole. Stillingen er på 8 timer/uge til to spirekor to steder i Storpastoratet.

Korskolens formål er at tilbyde klassisk korsang af høj musikalsk kvalitet til børn, unge og voksne i Favrskov Provsti. Korskolen ledes af korleder og kirkesanger Cecilie Marie Høyer-Nielsen. Som spirekorleder vil man indgå i et teamsamarbejde med Cecilie og korskolens pianist, der er akkompagnatør ved korprøverne. Begge kor medvirker ved enkelte gudstjenester og koncerter i løbet af året sammen med de andre kor i korskolen.

 

Vi forventer, at vores nye spirekorleder er en inspirerende og klassisk korleder med pædagogiske evner og gennemslagskraft. At du er fagligt velfunderet med en solid uddannelsesmæssig baggrund, har musikpædagogiske kompetencer samt erfaring fra anden korvirksomhed.

Vi forventer, at du som korleder har kendskab til både klassisk korsang, rytmisk kormusik og musikalsk pædagogik. Vi tilbyder en spændende stilling, hvor dine nærmeste kolleger vil være korleder af børne- og pigekorene Cecilie Marie Høyer-Nielsen og vores korpianist.

 

Denne stilling kan kombineres med en af kirkesangerstillingerne, hvis der er interesse for det.

Stillingen ønskes besat fra 1. januar 2024

 

FOR ALLE STILLINGER GÆLDER

Vi forventer, at du….

  • Har forståelse for kirkens liv, virke og vækst
  • Har gode samarbejdsevner
  • Er opmærksom på dit bidrag til fællesskabet
  • Vil indgå i et gensidigt positivt samarbejde med præster, menighedsråd og øvrige ansatte

Vi tilbyder:

  • Faste stillinger som korleder og kirkesangere
  • Et kirkeliv i bevægelse og udvikling
  • Godt samarbejde med engagerede kolleger og menighedsråd
  • Et solidt og forankret samarbejde med skoler, institutioner og lokale foreninger
  • Mulighed for at være en aktiv medspiller og i høj grad at kunne påvirke egen stilling
  • En arbejdsplads med en uformel tone og gode relationer
  • Ordnede løn- og arbejdsforhold.

 

Det vil være en fordel at have bil.

Du kan læse mere om Hadsten Storpastorat på: www.hadstenstorpastorat.dk

 

VILKÅR FOR ANSÆTTELSERNE

Ansættelse sker ved ansættelsesmyndighed i Hadsten Storpastorat.

Ansættelse af en uddannet organist i korlederstillingen vil være omfattet af Overenskomst mellem Kirkeministeriet, CO10 – centralorganisationen af 2010 og Dansk Organist og kantor Samfund (DOKS) for organister med tilhørende protokollater. Nuværende tjenestemandsansatte organister har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske klassificering af stillingen.

Ansættelse af en kirkesanger er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10-Centralorganisationen af 2010 og organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, sognemedhjælper/kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kirkemusikere. Aftalen kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk

 

Årslønnen for ansøgere med en kirkemusikalsk kandidateksamen (DOKS) aftales i henhold til ny løn – AC-skalaen. Det vil sige en bruttoløn mellem kr. 320.649,35 -402.9023,26 årligt (nutidskroner)

Der er knyttet rådighedsforpligtigelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt mellem kr. 42.542,53 – 66.074,23 (nutidskroner). Indplacering og rådighedstillæg ydes efter anciennitet. Derudover kan der efter lokal forhandling ydes kvalifikations- og funktionstillæg.

Årslønnen for ansøgere, der er kirkemusiker med uddannelse i orgel- og korledelse (tidligere PO-organister) aftales i henhold til det aftalte basisløntrinssystem. Basistrin 1 udgør kr. 319.056,22 årligt (nutidskroner) og basisløn 2 udgør kr. 335.220,07 årligt (nutidskroner).

Der er knyttet rådighedsforpligtigelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt kr. 38.485,34 (nutidskroner) for tjeneste ved 4 eller flere kirker.

 

Årslønnen for en kirkemusiker aftales indenfor intervallet kr. 296.266,41 – 433.003,13 (nutidskroner). Fikspunktet er kr. 303.862,63 (nutidskroner).

Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt kr. 22.836,18 (nutidskroner). OK tillæg på kr. 985,32 (nutidskroner). Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Dansk Kirkemusiker Forening inden ansættelse.

 

Indplacering sker efter anciennitet. Løn og rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk. Der er 3 måneders prøvetid.

 

Ansøgning og samtale

Ansøgning med relevante bilag sendes elektronisk senest 12. nov. 2023. Din ansøgning sendes elektronisk til mailadresse: 9316fortrolig@sogn.dk.

Ansættelsessamtaler samt prøvespil og -sang forventes at finde sted 21. og 22. nov. 2023 fra kl. 15.30 i Sct. Pauls Kirke og Hadbjerg Kirke. Der vil blive indhentet referencer og børneattest.

 

Kontakt til arbejdspladsen kan ske ved at kontakte menighedsrådenes repræsentant for personalet eller præsterne og kirkemusikerne.

Du kan kontakte Hadsten Storpastorats præster og kirkemusikere. Du finder deres kontaktoplysninger på hjemmesiden for Hadsten Storpastorat eller ved at følge linkene her: https://www.hadstenstorpastorat.dk/kontakt/praester eller https://www.hadstenstorpastorat.dk/kontakt/medarbejdere.

 

                                                                                                                      

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Favrskov Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: deltid (8-12 timer ugentligt)

-Arbejdsgiver:

MENIGHEDSRÅDET FOR HADSTEN SOGN, Kirkevej, 8370 Hadsten

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 12-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5926353

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet